Hjem

Beretning 2002

Tilbage


Organisationsbestyrelsens beretning
til repræsentantskabsmødet den 14. marts 2002
v/formand Jim Hemmingsen

 

Det forløbne år siden repræsentantskabsmødet i 2001 har været et aktivt og spændende år.

På organisationsbestyrelsens møder henholdsvis den 11. oktober 2001 og 28. februar 2002 er der behandlet en vidt række forskellige spørgsmål. Fra møderne kan særligt følgende initiativer og beslutninger fremhæves:

* Formålsbeskrivelse
På seminaret "Visioner og målsætninger for RKE" i september 2000 blev der nedsat en arbejdsgruppe, som fik i opdrag at udarbejde et oplæg til formålsbeskrivelse med tilhørende handlingsplan for de fire hovedområder, som RKE's virke falder indenfor, nemlig 1) administration og service, 2) vedligeholdelse og modernisering, 3) udlejning samt 4) nyopførelser.

Med baggrund i udvalgets arbejde og drøftelser i organisationsbestyrelsen blev på repræsentantskabsmødet i marts 2001 vedtaget en formålsbeskrivelse med tilhørende handlingsplan for hovedområdet "administration og service".

Til dette repræsentantskabsmøde ligger formålsbeskrivelsens resterende tre hovedafsnit klar til drøftelse og vedtagelse.


* Markering af 100-året for Rødovre Kommune
Organisationsbestyrelsen besluttede på sit møde den 22. februar 2001 at markere 100-året for Rødovre Kommune i form af en gave til Kommunen. På kommunens ønske- seddel i anledning af jubilæet stod en mobil udendørsscene, og det blev besluttet at donere 35.000 kr. til anskaffelse af en sådan.

Ved en receptionen i maj 2001 i anledning af jubilæet overraktes borgmesteren en gavecheck pålydende dette beløb.

* Ny ejendomskontor-struktur: Tur/retur
På repræsentantskabsmødet i 2001 blev der i organisationsbestyrelsens beretning gjort rede for indholdet af et forsøg med fælles ejendomskontor mellem afdelingerne Horsevænget, Krogsbæk og Torbenhuse. Hensigten var at forbedre servicen og vedligeholdelsen af områderne og udnytte ressourcerne bedre end hidtil.

Forsøget fik imidlertid ikke lang levetid, da det gennem en urafstemning i afdeling Torbenhuse blev besluttet ikke at deltage i det fælles forsøg.

Det er dog vigtigt at understrege, at den manglede lyst til personale- og ledelsesmæssige sammenlægning ikke udelukker et godt og tæt samarbejde i hverdagen de tre af-delinger imellem.


* Legionella
Legionellabakterier i varmtvandssystemer udgør et problem, der ikke må overses, og på den baggrund bad organisationsbestyrelsen KAB om at foretage prøvetagning af de relevante varmtvandsbeholdere i afdelingerne for at få konstateret, om der var bakterier i det varme vand, herunder legionellabakterier.

Prøverne gav anledning til initiativer overfor Schweizervænget, og vi ved med sikkerhed i dag, efter at der er taget en opfølgningskontrolprøve, at vandkvaliteten er i orden i alle RKE's afdelinger


* Salg af almene boliger
Regeringsgrundlaget for den nye regering indeholdt formuleringer om, at der skal nedsættes et udvalg, der skal overveje og undersøge mulighederne for salg af almene boliger til beboerne som ejer- eller andelsboliger. Udvalget som skal behandle spørgsmålet blev nedsat i januar måned. Men hvor udvalget i regeringsoplægget skulle overveje og undersøge mulighederne for salg, er der med kommissoriet sket et skifte således, at udvalget nu skal forberede en reform, der giver mulighed for salg af almene boliger.

Udvalget er nedsat som et rent ministerielt embedsmandsudvalg uden repræsentanter for de almene boligorganisationer herunder Boligselskabernes Landsforening.

Spørgsmålet om salg af almene boliger og debatten i medierne herom rejser mange spørgsmål, som imidlertid ikke umiddelbart lader sig besvare, da regeringen endnu ikke har konkretiseret sit udspil. Dette har foranlediget BL til at udarbejde et hæfte "Salg af almene boliger - nogle argumenter", som er blevet sendt til alle afdelings- og organisationsbestyrelsesmedlemmer samt ejendomsmestre i RKE.

Organisationsbestyrelsen vil følge debatten nøje og opfordrer afdelingsbestyrelserne til aktivt at tage del i denne.

 

* Selskabets økonomi
Organisationsbestyrelsen besluttede på sit møde i oktober 2001 at overføre 50% af det samlede indskud i investeringsforeningen Uni-invest til en nyoprettet investeringsforening, som KAB har etableret i samarbejde med SEB Asset Management.

Bestyrelsen har på denne møde ønsket at "sprede" foreningens investerede midler med henblik at stimulere konkurrencen inden for området og samtidigt gøre foreningen mindre sårbar over for den enkelte investeringsforenings resultat.

I selskabets dispositionsfond var der pr. 1. oktober 2001 i alt 2.549.801 kr. (svarende til 3.744 kr. pr. lejemål). Fondens indestående overstiger dermed mindstebeløbet på 3.613 kr. pr. lejemål, som kræves for at være fritaget for indbetaling til denne.

RKE's arbejdskapital udgjorde tilsvarende pr. 1. oktober 2001 et beløb på 709.938 kr. Selskabets likviditet (dispositionsfond og arbejdskapital) udgjorde således pr. 1. oktober 2001 i alt 3.259.739 kr.

 

* Organisationsbestyrelsens arbejde

For så vidt angår organisationsbestyrelsens arbejde har der været afholdt to møder præget af diskussionslyst og engagement.

I forhold til administrationen og samarbejdet med forvaltningsgruppen, såvel forretningsfører, inspektør som øvrige medarbejdere og instanser i KAB er samarbejdet foregået i en god atmosfære.

 

Afsluttende skal der lyde en tak for den store indsats, som er ydet i afdelingsbestyrelserne i udvalg under organisationsbestyrelsen og i selve organisationsbestyrelsen.


Énstemmigt godkendt af repræsentantskabet
den 14. marts 2002.

 

Hjem    

April 2002

  Tilbage