I dag
Her til morgen tænder jeg fjernsynet.
Et mærkeligt sammentræf.
Der sker ting ude samfundet, der sætter diskussionen på
vort afdelingsmøde i relief.
Ord klinger præcis som i forgårs i vor kælder.
Men det handler om strejker.
Rundt omkring i landet holder folk faglige møder og går
i strejke, siges der, mod en planlagt lovgivning.
Regeringen vil gøre det godt for dem. Det er for deres egen
skyld.
Men en tillidskvinde er rasende over, at man ikke er blevet spurgt.
Ej heller taget med på råd.
Hun mener, at det er vigtigt at markere sig.
Før det er for sent.
En minister kommer på skærmen.
Der er kun tale om en 2. behandling.
Han lægger ansigtet i de rette folder.
»Skræmmekampagne!«, siger han.
I morgen
Jeg har ingen mening om deltid.
Jeg beskæftiger mig ikke med partipolitik.
Jeg har nok at gøre med dagen og vejen i Torbenhuse.
Og så selvfølgelig den fare, vi står overfor som
almene beboere.
For i morgen kan det være for sent.
Men i morgen?
Hvad med i overmorgen, om et par måneder eller om et år?
Der er en regering, der vil sælge ud af de almene boliger.
Samme regering kan når som helst få flertal.
Lad mig blot blive bange.
Før det er for sent.
Fremtiden
Afdelingsbestyrelsen mente, at Torbenhuse skulle sige nej til salg
af almene boliger, og at man skulle sige det fra afdelingsmødet.
Det mente jeg også som privatperson.
Så det varmede.
Jeg bor jo i Torbenhuse og købte ikke andel eller hus.
For lejligheden var der.
Og jeg havde råd til den.
Det skyldes det danske system med almene boliger.
Det er verdensberømt.
Og det system er baseret på en lang dansk tradition for medmenneskelighed.
Der er en halv million almene boliger.
Hvert femte dansker bor i alment byggeri.
Men afdelingsbestyrelsens forslag blev egentlig ikke diskuteret.
Derimod blev det diskuteret, om det var rimeligt at diskutere det,
og altså tage stilling.
Og det mener jeg.
For jeg bor billigt og godt, fordi nogle har været fremsynede.
Og fordi andre har lagt penge i min bolig.
Og jeg vil ikke hindre andre i at få den samme mulighed.
Der er jo stadig mange boligløse.
Og der bliver flere og flere.
Og hvor mange vil der i givet fald ikke blive?
Idéen med salg af almene boliger er ikke ny.
Debatten blev rejst i midten af firserne, var det vist, men tog i
januar uanede højder.
Der er blevet slynget rundt med meninger, gisninger og mængder
af tal i alle medier, og én ting står klar:
Der bliver ikke større klarhed.
Før regeringen melder ud.
Og så er det for sent.
Mener jeg.
Det kræver ikke den store bankfuldmægtigeksamen at se,
at finansministerens plan er et dødsstød mod den almene
boligsektor og en skændsel for medmenneskelig hensyntagen.
At bede beboerne om at stå sammen i en hurtig holdningstilkendegivelse
er helt naturlig.
Vi har i egenskab af beboere ikke tradition for faglige møder.
Vi har såmænd svært nokt ved at komme til vort ene
årlige afdelingsmøde.
Derimod er vi medlemmer af Boligselskabernes Landsforening, som vi
betaler kontingent til over huslejen.
Og de har opfordret os til at tage del i debatten.
Det samme har RKE.
Og dog?
Bliver det andels eller ejer?
Får jeg et godt tilbud?
Skal jeg vente og se? Og så tage stilling?
Nej, det bliver »Hellere lovløs end Boligløs!«.
Det bliver pigtråd omkring ejer- og andelsboligerne.
Det bliver »Er du boligløs, så gå i Fængsel!«.
Er det det, jeg vil have?
Nej, jeg vil gøre, hvad jeg kan.
Jeg vil melde ud min egen helt personlige mening.
Fuldstændig privat.
Ikke noget med formand.
Bare mig.
Skræmmer jeg?
Bliver jeg bange?
Ja.
Men jeg vil sige nej til salg af almene boliger.
Før det er for sent.
Torsdag den 16. maj 2002
Tak fordi, du tog dig tid,
Venlig hilsen,
Otto Oustrup Jensen, Slotsherrenvej 260, 2610 Rødovre.
