Iljas Hjemmesider · Langbuen · Rollespil · Hjemmesidevært

 

 
  Hippietiden
 

 

De fleste i 12-13 års alderen har kun en svag fornemmelse af, hvad en hippie er. Den kan de have fra film som "Det store Flip" og "Fede tider", som nærmest er parodier på hippietiden.
Andre har måske været så heldige, at se en dokumentarfilm om hippier og har derfor en lidt klarere fornemmelse af, hvad en hippie er. Men sammen med deres lange hår, bare fødder og mærkelige tøj var der en alvor, der handlede om at gøre oprør mod den forældregeneration, som sad på magten, og som tænkte mere på materielle goder end på kærlighed, samvær, osv.
Disse ikke-voldelige oprørere blev flere og flere fra midten af 60'erne til slutningen af 70'erne. Mange har kaldt det ungdomsoprøret, men man kan også kalde det hippietiden.

 

hippie

 

Otto

 

Dem der startede oprøret blev først senere kaldt hippier.
I begyndelsen af 60'erne blev de få, der var i Europa, kaldt beatnikker efter nogle ovre fra USA som var ligeglade med, hvad man tænkte om dem.
Både mændene og kvinderne havde langt hår, og de dansede barfodede i gaderne i San Fransisco.
De havde en yndlingsforfatter som hed Jack Kerouac, som skrev om at bruge stoffer, og i Danmark kom der en stor artikel om dem i Politiken.

Ham på billedet til venstre er måske Danmarks første hippie, det er nemlig fra 1961, og der gik nogle få år før andre unge mænd med langt hår dukkede op i gaderne. Se hans lange hår og hullet i bukserne, som han er ligeglad med, selvom det er slidt i stykker, og det bestemt ikke er blevet mode endnu. Han er hippie, ordet var bare ikke opfundet.

 

   
 

hippie

Ordet "hippie"har at gøre med at være "hip" at være frisk, spændende og med på noderne. I den engelske ordbog opdagede jeg desuden at "hipped" kan betyde at være "helt skør med".
Den første ægte hippiemusiker Eik Skaløe siger den 14. april 1967 i Ekstrabladet, at "Populærmusikken tilhører den nye hippie generation". Bemærk ordene.
For først fra omkring 1967 blev ordet hippie almindelig brugt.
Især aviserne og senere modeindustrien brugte ordet, men mange hippier accepterede først lang tid efter hippiernes storhedstid at blive kaldt for hippie. Hippierne hadede at blive sat i bås, selvom en hippie, der også var slumstormer ikke havde spor imod at blive kaldt slumstormer.
"Blomsterbørn" kaldte man også hippierne, og endnu tidligere kaldte man dem bare for "de langhårede".

hippi

Hippietiden var et eneste langt, farverigt oprør mod det bestående.
Dagligdagslivet gik ellers kun ud på at tjene penge til materielle goder, og på at man endelig ikke måtte skille sig ud fra flertallet. Man skulle selvfølgelig gøre, hvad der blev sagt, og så var det lige meget, om det var en lærer, der sagde det, en politimand eller en anden myndighed.
Amerikanerne havde en sindssyg krig i gang i Vietnam, som Danmark støttede, og verden var i gang med et farligt atomvåbenkapløb.
Alt det gjorde hippierne oprør mod, og de var dødtrætte af diciplin og skemaer og grænser, og af ikke at måtte se ud, som de havde lyst til.
De ville ikke hele tiden tænke på deres fremtid, de ville være frie her og nu. De klarede sig med lidt løst arbejde en gang imellem, for de kunne leve længe på et par franskbrød.
Hippierne var farverige. De tog ting med hjem fra rejser til østen, og mange gik i blomstrede afghanerpelse, og hængte perlekæder om halsen. De lod sig også inspirere af indianerne og gik ofte med pandebånd, men det, der var vigtigst for dem, var, at man kunne se ud fuldstændig som man havde lyst til, og at det ikke var på grund af frygt for at være anderledes, at de alligevel ligesom lidt lignede hinanden.
De var en minoritet - også i forhold til andre unge - men de var meget iøjnefaldende.
Der var også mere almindelige oprørere. Der var venstreorienterede, der bekæmpede krig og kapitalisme osv.
Det nye var, at hippierne lige meget, hvad de kæmpede imod, samtidig havde en hel livsstil med sig. De interesserede sig meget for det psykiske, for mystik og for personlig frigørelse. De ville ikke have nogen ledere, og de demonstrationer eller aktioner, de var med i eller selv lavede, fik tit et fantasifuldt udtryk. Hippierne kunne finde på at lave glædesdemostrationer, som blev kaldt Love-inn's, hvor de dyrkede deres musik og røg marihuana og brugte LSD.
Men hippierne var også i sig selv en omvandrende demonstration. Slog et par stykker sig ned ved Storkespringvandet kunne man sagtens dagen efter finde dem på forsiden af formiddagsavisen.
De var med i demonstrationerne mod krigen i Vietnam, og de var også meget aktive som slumstormere, dvs. unge mennesker, der manglede et sted at bo, og som så besatte tomme huse, der skulle rives ned.
De var vigtige for besættelsen af Christiania og oprettelsen af Thy-lejren, og de kunne have nogle vilde holdninger som f. eks.: "Vær realistisk, kræv det umulige!"
Også på teaterområdet var hippierne aktive. Af berømte teatergrupper direkte udsprunget af hippiebevægelsen er der f. eks. Secret Service, Solvognen og Natholdet.
Hippiernes grundtanke var kærlighed imellem mennesker, og de brugte slogans som "Make love, not war".
Det betød ikke, at de ikke kunne blive vrede, f. eks. var forholdet til politiet ikke alt for godt. Politiet skulle jo ikke tænke selv, men bare følge ordre. Sådan noget var hippierne imod, og samtidig var politiet samfundets forlængede arm, der forfulgte hippierne for deres brug af stoffer. De lukkede hippiernes væresteder, lukkede musik-kom-sammen'erne og smed dem ud fra de huse, de havde taget, og hvor de boede.
Hippierne interesserede sig jo for det psykiske og for mystik, og det var derfor de brugte deres stoffer, altså marihuana og hash og eksperimenterede med LSD, som de kaldte for et bevidsthedsudvidende stof.
Hvis man oplever noget nyt, kan man måske sige, at man bliver klogere, og stofferne kunne godt nok give mærkværdige oplevelser og synsforstyrrelser.
Men selvom man måske blev klogere på, at verden måske ikke altid var, som man troede, så var det en leg med ilden, som endte tragisk nogle gange med sindssygdom eller død.
Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over "peace-tegnet", som man tit så i forbindelse med hippiebilleder.
Jeg fandt ud af, at tegnet i virkeligheden betød "Nej til atomvåben", og jeg fandt ud af, at selv om atommarcherne i USA og Europa i begyndelsen af tresserne først og fremmest var en modstand mod atomvåbenoprustningen, så var det også for mange et rigtigt stærkt oprør mod det etablerede i det hele taget, og nogle af de yngste i de her marcher blev forresten senere hippier.

hippi

Ved slutningen af 70'erne var hippie-begrebet blevet udvandet bl.a. af modeindustrien, så man snart ikke kunne kende forskel på rigtige oprørere og nogle, som bare gik efter moden. Hippierne forsvandt fra gaderne, og de spontane"Love-Inn's" blev afløst af kommercielle Roskilde-Festival'er.
Et par stykke døde, fordi de sprang ud ad vinduet, fordi de havde taget stoffer og troede, de kunne flyve. Enkelte andre blev sindssyge af deres brug af stoffer, og mange gik ind i religiøse retninger som Buddhismen og lod sig kronrage. De fleste af resten var efterhånden blevet så gamle, at de selv fik børn, tog fast arbejde eller gik ind i en uddannelse og klippede håret for at sikre karrieren
Men samfundet var nu forandret. For første gang i danmarkshistorien var der sat et rigtigt stort spørgsmålstegn ved værdien af forbrugermentalitet, gammeldags diciplin, forældremagt og det at være autoritetstro, og også tolerancen over for folk, der ser mere eller mindre mærkelige ud, var nu langt større end tidligere. Trods alt.
Og hippierne? Forsvandt de helt?
Nej, nogle bor rundt om i provinsen, andre i kollektiver på ødegårde i Sverige osv.
Og Christiania? Bare kik derover. Der finder man nok et par stykker.

Ilja              

hippie 

   
 

Kilder

Interview med min far (Otto Oustrup Jensen)
"Dengang i 60'erne" (Informations Forlag)
"Dagligliv i Danmark i vor tid" (Nyt nordisk Forlag)
Malin Lindgren: "Hip, hippie, hurra"

Ilja, 6. klasse. Marts 2001.