Hjem

Afdelingsmødet 2010

Tilbage
38 lejemål var repræsenteret på afdelingsmødet. Desuden ejendomsmester Kim Marslund Jensen samt driftschef Claes Toft Nielsen og økonomimedarbejder Elsa Markussen, KAB.
Dora Arvidsen blev valgt som ordstyrer og konstaterede, at indkaldelsen til mødet var rettidigt udsendt. Dagsordenen blev godkendt, og Michael Røssell og Vita blev valgt som ansvarlige for stemmeoptælling.
Formanden Otto forelagde afdelingsbestyrelsens beretning.

I anledning af beretningen:

En beboer, Slotsherrensvej 270, mente, at det var fastlagt, at vi skulle have nye vinduer i 2011, men kunne ikke se det fremgå af budgettet. Spurgte ligeledes om afdelingsbestyrelsen havde undersøgt, hvorfor Dansk Bredbånd pludseligt var blevet dobbelt så dyrt som tidligere. Der var parkeringsproblemer i forbindelse med fester i Festsalen, man kunne ikke komme ud af garagerne, og det burde fremgå af lånekontrakten, at der ikke måtte parkeres foran disse.

Otto svarede, at der ikke var besluttet nye vinduer i 2011, og Claes supplerede med, at der på langtidsbudgettet 2011/2012 var afsat et beløb på 10 % af den forventede udgift til udskiftning af vinduer. Det øvrige beløb skulle i givet fald fremskaffes ved lån, hvilket ville betyde huslejeforhøjelse.
Vedr. Dansk Bredbånd fastslog Otto, at afdelingsbestyrelsen ikke havde noget som helst ansvar, og at det stod enhver beboer frit at indgive forslag om skift af udbyder. Han foreslog at diskutere tingene i Torbenhuses debatforum på nettet og havde personligt, inspireret af netop et debatindlæg, anket over forhøjelsen og fået sin hastighed ændret fra 10/10 Mbit til 50/50 for samme pris. Han opfordrede beboerne til selv at kontakte Dansk Bredbånd, der var tale om et personligt kundeforhold, og afdelingsbestyrelsen kunne ikke engang få oplyst, hvem af beboerne, der var tilsluttet.
Med hensyn til Parkeringsforbuddet ved Festsalen, mente han, at det nok kunne præciseres i lånekontrakten. Det ville afdelingsbestyrelsen tage op.

Bente havde ikke noget imod containergården, den var blot anlagt for tæt på garagerne, og det var for dyrt at brække asfalt op.
Otto var helt uenig og yderst tilfreds med placeringen. Det var nødvendigt at rykke containergården væk fra legepladsen, æstetisk og af hensyn til eventuelt lugtgener i sommervarmen.

En beboer, Slotsherrensvej 270, var utilfreds med, at vi havde fjernet noget af beplantningen, for derefter at etablere 2 parkeringspladser ud for gavlen her.
En beboer, Rødovrevej 406, mente ikke vi skulle tærske langhalm på containergården. Denne var jo færdig og taget i brug.

En beboer, Slotsherrensvej 270, spurgte om administrationsbidraget til KAB var sat ned, nu hvor ejendomsmesteren ikke var ude i marken, men lavede mere kontorarbejde.
Claes fortalte at administrationsbidraget ikke var sat ned, og KAB mente ikke, at deres ydelser var blevet ringere.
En beboer, Slotsherrensvej 270, spurgte, om det ikke var en idé, at vi var de første til at foreslå, at RKE trådte ud af KAB’s administration.
Otto havde i høj grad beskæftiget sig med netop den problematik, og Dora forklarede, at administration og ydelser flere gange havde været diskuteret på RKE’s møder. Vi var flere afdelinger, der var mange, der skulle blive enige, og man havde altså stadig valgt KAB

Efterfølgende blev beretningen énstemmigt godkendt.

Regnskab og Budget

Elsa Markussen gennemgik regnskabet, som udviste et overskud på 49.624 kr.

Herefter blev regnskabet taget til efterretning.

Elsa Markussen gennemgik så budgettet, som indebar en huslejestigning på 5,78 % inklusive 98.000 kr. ekstra til »Renholdelse« (mere mandskab. Red.)

En beboer, Slotsherrensvej 274, spurgte om de mange penge til beplantning, der var brugt udover det budgetterede, om det skyldtes det anlagte rododendron bed ved Rødovrevej 424 til 428 og bemærkede, at der allerede var gået en busk ud, og at buksbom beplantningen på Torvet også så ret sølle ud, nogle buske var gået ud og andre ret ødelagt med store afbrækkede grene.
Kim svarede, at rododendron bedet var skyld i noget af overskridelsen, men af der var 2 års garanti på planter og buske, og at der ville ske en fornyelse af de udgåede.

Samme beboer ville gerne vide, hvorfor der ikke udskiftedes faldstammer i en hel blok af gangen, i stedet for som for nuværende, hvor der skiftedes en faldstamme hist og pist.
Claes fortalte, at han og Kim var i gang med at tale om problemet faldstammer og ville finde en løsning.

Herefter blev budgettet godkendt.

Forslag

Der var indkommet følgende forslag:

1. Dørtelefoner (aflåste opgangsdøre).
2. Lejerne skal have kvittering for deres forbrug ved aflæsning af varmemålere.
3. Fortov ved alle blokke (4a), subsidiært kun ved tandlægeblokken (4b).
4. Kontrol af garagelejerne.

1. Dørtelefoner (aflåste opgangsdøre).
»På baggrund af indhentede tilbud på dørtelefonanlæg f. eks. model Videx til en samlet pris af 598.000 kr. inkl. moms samt KAB's beregning af den hertil svarende nødvendige huslejestigning, gennemsnitligt 60 kr. om måneden i 5 år, beslutter vi, at der etableres dørtelefonanlæg, og altså aflåste opgangsdøre.
Afdelingsbestyrelsen gør sig i samråd med KAB, driftschefen og evt. konsulent/projektleder yderligere overvejelser omkring detaljer og/eller alternativer til Videx-systemet og de indhentede tilbud, hvorefter et projekt sættes i gang, som beregnes at nødvendiggøre en gennemsnitlig huslejestigning på maksimalt 60 - 70 kr. om måneden.
Skulle Videx-systemet stadig skønnes at være det mest fordelagtige, er det det, der bliver sat i gang«.
Der var en del spørgsmål frem og tilbage og de mange trick tyverier, der har været gennem den sidste tid, blev nævnt. En enkelt beboer havde haft » besøg« 3 - 4 gange.
Forslaget om dørtelefoner blev vedtaget, næsten énstemmigt

2. Lejerne skal have kvittering for deres forbrug ved aflæsning af varmemålere.
»Det foreslås, at der udleveres/gives kvitteringer, ligesom tidligere, når varmemålerne bliver aflæst.« (Forslag fra Ilona Deli, Rødovrevej 410). »Alle lejere i Torbenhuse skal modtage en kvittering ved årets varmeaflæsning.« (Forslag fra Ulla og Cyril Radmer, Slotsherrensvej 274).
Forslaget blev vedtaget, næsten énstemmigt

3. Fortov ved alle blokke (4a), subsidiært kun ved tandlægeblokken (4b).
A) »Der etableres fortov ved alle blokke.«
B) »Hvis dette ikke ønskes af beboerne, ønskes det mindre omfattende forslag vedtaget, at der etableres fortov langs tandlægeblokken Rødovrevej 406 - 410.« (Forslag fra Bente Ritter, Rødovrevej 408).
Begge forslag, 4a og 4b, blev nedstemt. næsten énstemmigt.

4. Kontrol af garagelejerne.
»Alle nuværende og fremtidige lejere af garager i Torbenhuse skal en gang årligt modtage en blanket fra KAB hvor de skal oplyse registreringsnr. på deres bil samt vedlægge kopi af sidst indbetalte vægtafgift, samt underskrive blanketten.
Eneste grund til dispensation for ikke at kunne indsende blanketten er afventen på nyt køretøj eller omregistrering af eksisterende eller andet brugt købt køretøj. Dette skal så meddeles på blanketten som skal indsendes og man skal da modtage en ny blanket som skal udfyldes se-nest efter 3 måneder med det nye registreringsnummer, samt kopi af den sidst betalte vægtafgift. Gøres dette ikke opsiges lejemålet.
Såfremt forslaget vedtages, skal blanketten udsendes første gang i juni, juli måned 2010 og derefter på samme tidspunkt de følgende år.« (Forslag fra Ulla og Cyril Radmer).
Forslaget blev nedstemt, næsten énstemmigt.

Valg

På valg var Bente Ritter og Stina Madsen.

Bente Ritter ønskede ikke genvalg, og Stina skulle snart flytte.
Herefter blev Christian Kaldahl og Michael Røssell foreslået og énstemmigt valgt ind i afdelingsbestyrelsen.

Som 1. suppleant genvalgtes Jesper Clement, og som 2. Suppleant valgtes Sandie Holm, ligeledes énstemmigt.

Eventuelt

Elsa Markussen stopper med at være vores økonomimedarbejder, idet RKE er blevet overflyttet til anden forvaltningsgruppe i KAB. Otto takkede hende varmt og gav hende på afdelingsbestyrelsens vegne hende en flaske som tak for godt samarbejde gennem mange år.
Ordstyreren Dora fik også tak, men en flaske måtte hun lige vente et par dage med. ☺

Referat: Vita.      Top


Hjem Juni 2010, OOJ Tilbage